babygrød i mikroovn

Som forældre er man ofte presset omkring spisetiderne. Når baby bliver sulten skal maden helst være klar, og det kan være en udfordring hvis man først skal til at finde potter og pander frem for at lave grød til en sulten baby. Du kan faktisk sagtens lave babygrød i mikroovnen, det gør tilberedningen hurtigere, og giver samtidig mindre opvask – og det har vi jo rigeligt af i forvejen. Jeg laver det altid i den skål jeg også serverer det i, og bruger babyskeen til at røre rundt med – igen sparer vi på opvasken. Grøden kan med fordel tilsættes frugtmos inden servering, det plejer at være et hit hos alle babyer.

Det eneste du skal bruge for at lave babygrød i mikroovnen er:

  • En mikroovnsegnet skål
  • En ske
  • En mikroovn

I opskriften er der angivet hvor meget modermælkserstatning der skal tilføjes til opskrifterne. Det kan undlades hvis man ikke ønsker at barnet skal have det. Man kan så med fordel tilsætte lidt udmalket modermælk eller amme efter et grødmåltid.

Ris- eller majsgrød:

1 stor spsk. ris- eller majsmel
1 dl. vand
1 tsk. olie eller smør
3 skeer modermælkserstatning eller modermælk

Ris- eller majsmel og vand blandes sammen i skålen, og gives 3×30 sekunder på fuld styrke i mikrobølgeovnen. Rør godt i grøden i mellem hvert interval. Når grøden er færdig køles den lidt ned og der tilsættes fedtstof og modermælkserstatning.

Havregrød:

1/2 dl. havregryn
1 dl. vand
1 tsk. olie eller smør
3 skeer modermælkserstatning eller modermælk

Havregryn og vand blandes sammen i skålen, og gives 1 minut på fuld styrke i mikrobølgeovnen. Rør godt i grøden og lad den køle lidt ned inden der tilsættes fedtstof og modermælkserstatning.

Hirsegrød:

2 spsk. hirseflager
1 dl. vand
1 tsk. olie eller smør
3 skeer modermælkserstatning eller modermælk

Hirseflager og vand blandes sammen i skålen, og gives 1 minut på fuld styrke i mikrobølgeovnen, rør rundt i grøden og giv den yderligere 30 sekunder. Rør godt i grøden og lad den køle lidt ned inden der tilsættes fedtstof og modermælkserstatning.

Opskrifterne er baseret på vores mikrobølgeovn – alle mikrobølgeovne varmer forskelligt, så hold øje med grøden den første gang du prøver en opskrift.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *