Live kejsersnit

Jeg så også med igår, da Sille fødte sit barn ved live kejsersnit på TV på DR1. Som gravid og yderst hormonel synes jeg det var en meget stærk oplevelse, men følte mig på en måde også helt vildt priviligeret over at måtte overvære dette meget personlige og intime øjeblik mellem mor og barn. Jeg havde ellers overbevist mig selv om at jeg ikke skulle se seancen på TV, men min nysgerrighed vandt over fornuften og tv’et blev tændt kl. 20.30 på DR1. Jeg er da også glad for at jeg fik set programmet.

 

Jeg har aldrig rigtig sat mig ind i hvordan et kejsernit foretages, og må indrømme jeg synes det virkede voldsomt. Min største frygt ville nok være at skulle have lagt spinalblokaden der sikrer at man er bedøvet under operationen. Godt nok sagde Sille at det ikke gjorde ondt, men min frygt for nåle gjorde da at jeg måtte lukke øjnene. Selve operationen var også voldsom synes jeg. Ikke fordi der var meget blod, men da de først havde lagt snittet og derefter hev og flåede i hud, muskler og livmoder blev jeg en smule dårlig. Jeg synes det gik meget hurtigt, og 1-2-3 så var den lille dreng ude.

Eksperterne snakkede meget om hvor vigtig den første hud-mod-hud kontakt er mellem mor og barn, og barnet var da også hurtigt oppe på mors mave, som vi kender det fra vaginale fødsler. Dette øjeblik var meget rørende, og jeg måtte da knibe en tåre eller to. Det er virkelig noget helt specielt at overvære dette første møde mellem mor og barn, og specielt når man selv ved hvor intimt det er. Jeg husker helt tydeligt dette første møde med J, og hvor vanvittigt specielt det var.

Selvom jeg egentlig synes hele konceptet med live kejsersnit er lidt sygt, er jeg egentlig ret glad og taknemmelig for at have været med til at følge denne fødsel, selv om det kun var på TV. Jeg synes det var spændende at se selve det praktiske arbejde med et kejsersnit, og samtidig fantastisk at se mødet med Sille og hendes barn. Jeg ville aldrig selv dele dette øjeblik med hele Danmark, men jeg tror vi har lært meget af at få lov til at være med.

Hvis du ikke fik set det, kan programmet ses her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *