Herhjemme går der en del kiks til i hverdagen. Derfor er vi begyndt at lave hjemmebagte digestive kiks – lidt bedre og med lidt mindre sukker end i købevarianten. J kan heldigvis bedre lide dem vi selv bager, og så synes han det er sjovt at være med til at lave. De er virkelig nemme at lave, du har sikkert alle ingredienserne hjemme lige nu. J får lov til at hælde alle ingredienserne i røremaskinen, og elsker at sidde og kigge på at det bliver til en dej. Jeg samler dejen til en pølse, og skærer kiksene ud, og så kan J lægge dem på bagepladen. Det er et hyggeligt og hurtigt lille projekt, så han når ikke at blive utålmodig undervejs – samtidig er der ikke noget i vejen for at smage lidt på dejen inden den bliver bagt.

hjemmebagte digestive kiks

Ingredienser – 16 kiks:
1,5 dl havregryn
1,5 dl fuldkornshvedemel
1/2 dl brun farin
1 tsk. bagepulver
1/2 tsk. salt
75g smør
3 spsk. mælk

Fremgangsmåde:
Start med at male havregrynene til mel i en blender. Kom herefter alle de tørre ingredienser i en røremaskine, og tilsæt smør. Rør indtil smørret er helt smuldret, og saml herefter dejen med mælken. Tril dejen til en pølse – ca. 5 cm i diameter. Stil dejen koldt et par timer, og skær den herefter ud i skiver på ca. 1/2 cm. Læg kiksene på en bageplade og bag dem ved 180 grader i ca. 15 min indtil de er sprøde og gyldne. Lad dem køle af på en rist, og opbevar dem i en kagedåse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *