Naja Gundelach
Her kan du møde Naja Grundelach, som blev mor til en lille dreng for bare 7 uger siden. I forvejen er hun bonus-mor til 2 lidt større børn, som kom ind i hendes liv da hun var bare 20 år. Læs Najas tanker om de udfordringer der kan være forbundet med at være bonus-mor, og hvilke værdier hun ønsker for både sine egne og sine bonus-børn. 

Naja ønsker sig en stor børneflok, så må vi se om hun får kæresten overtalt til at de skal have flere.


HVOR MANGE BØRN HAR DU?

Jeg har en lille søn på 7 uger, og så har jeg to bonusbørn på 7 og 9.

HVOR GAMMEL VAR DU DA DU BLEV MOR FØRSTE GANG?

Jeg har fået min søn som 22-årig. Jeg har altid drømt om at blive ung mor, så det er dejligt, at det har kunne lade sig gøre.
Titlen som bonusmor fik jeg i en alder af blot 20 år.

VIL DU GERNE HAVE FLERE BØRN?

JA! Hvis det står til mig, kommer der mange flere endnu. Tror dog ikke min kæreste er så enig med mig på det punkt ?

HVAD ER DINE STYRKER SOM MOR?

Mine styrker er helt sikkert min alder. Jeg føler, jeg har rigtig meget overskud, og jeg kan klare meget på lidt søvn, som ikke er det, jeg får mest af lige nu.

HVAD ER DINE SVAGHEDER SOM MOR?

Nu er jeg jo stadig meget ny mor, men jeg håber, at jeg på sigt bliver bedre til at give min kæreste og vores parforhold lidt mere opmærksomhed. Jeg er “slem” til at rette alt på babyen.
Som bonusmor er mine svagheder helt sikkert at skulle tackle alle de negative følelser, der spejler sig i, at min kæreste har børn med en anden kvinde og ikke mig. De ikke er mine egne børn. Det medfører nogle udfordringer.

HVAD LAVER DU HELST SAMMEN MED DINE/DIT BØRN?

Nu er det begrænset, hvad min lille søn kan endnu, men jeg elsker at snakke til ham og gør det igennem hele dagen. Derudover er det vigtigt for mig at komme ud af lejligheden, så vi går ture og er sammen med mødregruppen.
Jeg vil igennem vel hans opvækst interessere mig for hans interesser og sørge for god kvalitetstid, så vi forhåbentligt får et dejligt tæt mor-søn forhold.

HVAD ER DET BEDSTE VED AT VÆRE MOR?

Det bedste er den fuldstændige sindssyge og ubeskrivelige kærlighed, man oplever fra det sekund, barnet bliver lagt på maven. Og den bliver kun vildere og bedre for hver dag der går.  Alle burde seriøst få sig nogle børn! Haha.

HVAD ER DET SVÆRESTE VED AT VÆRE MOR?

Det sværeste er bekymringen. Hold nu op, jeg bekymrer mig hele tiden om, at der skal ske ham noget, eller at jeg mister ham.

HVILKE VÆRDIER VIL DU GERNE GIVE VIDERE TIL DINE BØRN?

Noget af det svære ved at blive bonusmor til to store børn er blandt andet, at deres værdisæt er præget meget på forhånd, og det matcher ikke altid overens med ens egne værdier. De værdier jeg gerne vil give til mit barn, ønsker jeg også at lære mine bonusbørn. Noget af det vigtigste for mig at lære mine børn er at behandle alle godt og ALDRIG bruge “et øje for et øje”. Eks. fordi den ene bliver udsat for drillerier, betyder det ikke, at man må drille igen. Derudover er det super vigtigt at lære at dele og give plads til hinanden, og det er blandt andet også derfor, at jeg ønsker mig mange børn, så de kan få mange søskende. Jeg kommer selv fra en stor søskendeflok, og jeg har aldrig forstået dem, der er jaloux på deres søskende og holder regnskab med, hvem der får hvad og hvor meget. Mine børn skal lære at være glade på hinandens vegne og ikke forvente at få noget, hvis det kun er den ene, der får.

HVAD VILLE DU GERNE HAVE VIDST INDEN DU BLEV MOR?

Jeg ville i hvert fald ønske, at jeg havde brugt noget mere tid på at sove, haha.
Som bonusmor ville jeg meget gerne have vidst det følelsesregister, man skal igennem og hvor svært det kan være at acceptere andres børn. Det kunne have været fedt, hvis jeg havde haft lidt flere redskaber med i min bagage til at komme igennem visse udfordringer.

Hvis du vil lære Naja bedre at kende kan du læse videre her:

Blog: http://mitmorliv.bloggersdelight.dk/

Instagram: https://www.instagram.com/najagundelach/

Facebook: https://m.facebook.com/mitmorliv.bloggersdelight.dk/?ref=bookmarks

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *