Må dine børn se fjernsyn? Må de spille på din Ipad? Hvor tit og hvor længe må de sidde foran skærmen? Må de selv vælge hvad de ser? Eller har I totalt skærmforbud? Det er spørgsmål der deler vandene hos forældre i nutidens Danmark. Jeg ved ikke hvad der er rigtigt og forkert, men vil blot dele mine tanker om emnet. 

Da vi var børn fik vi ofte at vide: “Sid nu ikke så tæt på fjernsynet, du får firkantede øjne”. Den frygt har vi vidst lagt fra os, og nu handler forældres bekymringer mere om om børnene bliver fysisk og mentalt stimulerede selvom de bruger tid foran en skærm.

De fleste er enige om at børn har godt af at komme ud og lege, klatre i træer, pille i jorden og hoppe i vandpytter. Børn har godt af at lære og hjælpe til derhjemme, hvad enten det er med madlavning, rengøring eller andre daglige gøremål. Børn har godt af at lege med andre jævnaldrende, og lære nødvendige sociale kompetencer.

Men når man taler om Ipads, telefoner og tv-kiggeri, så er der stor uenighed om hvad der er godt og sundt for børnene. Hvis jeg skal være helt ærlig så aner jeg det ikke selv. Jeg synes det lyder så idyllisk med børn der løber ude i haven og leger hele dagen, og bygger huler og finder små dyr. Men sådan er dagens Danmark bare ikke, ikke hele tiden i hvert fald.

Selvfølgelig skal børn lege og være børn, men vi lever i en tid hvor elektronik er en meget stor del af hverdagen. Jeg tror faktisk ikke at det er skadeligt for børn at lære at bruge disse “hjælpemidler”. Selvfølgelig skal Ipad’en ikke blive en barnepige men en gang i mellem kan den faktisk være gavnlig.

Det ene aspekt i det, er at børnene faktisk kan lære en masse igennem spil og tv. Gud fri mig vel hvor er der også meget dårligt tv til børn, men der er faktisk programmer hvor selv de helt små kan lære noget. På Ipad’en har vi et spil med dyr, som J elsker at spille. Han er ingengang to år, og han kan stort set alle dyrene i app’en.

Ipad Ipad

Et andet aspekt i det, er at det er noget J kan slappe af med. Han er en dreng med krudt i røven, og hvis han er helt oppe og ringe, så er det rart at han lige kan falde ned ved at se et afsnit af Postmand Per eller spille et spil på Ipad’en. Især hvis han bliver utålmodig mens jeg ammer lillesøster, eller vi sidder i bilen midt på motorvejen.

Jeg siger hermed ikke at Ipads og fjernsyn er et must for børn, jeg tror bare ikke man skal male fanden på væggene fordi børn bruger det en halv time en gang i mellem. Jeg forstår godt at nogle forældre vælger det fra til deres børn, men herhjemme er det bare en naturlig del af vores hverdag.

Børnene ser vi snakker i telefon, bruger Ipad og ser tv, så for os virker det unaturligt at skærme dem helt fra den verden. Jeg tror derimod det er vigtigt at vi lærer vores børn hvordan man skal bruge disse ting, og også lærer dem at lege “rigtigt” med biler og bondegårdsdyr som vi gjorde som børn.

Så ja, alt med måde, for jeg vil absolut ikke have at mine børn skal sidde hele dagen foran en skærm, men på den anden side kan jeg også godt selv have en dag hvor jeg bare har lyst til at ligge på sofaen og se tv.

Jeg håber at vi kan lære vores børn at have et naturligt “forhold” til de her ting, og at de med tiden selv kan styre at bruge dem på en hensigtsmæssig måde. Derfor kunne vi heller ikke finde på at forbyde børnene helt at se tv, men vi kunne godt finde på at prøve at få gang i en leg eller spørge om de vil hjælpe i køkkenet, hvis vi synes de har set tv længe nok. Som regel er det jo heldigvis meget sjovere at lege end at se tv.

Hvordan er det hjemme hos Jer? Har i “skærm-regler”?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *