De fleste nybagte mødre følger med på de sociale medier i diverse forums og terminsgrupper, og ved, at her kan tonen til tider være hård. Man bliver hurtigt misforstået, man bliver hurtigt ramt af andres fordomme, og man er måske lige hurtig nok til at dømme andre til tider. På de sociale medier ser vi et øjebliksbillede – et kort sekund i en anden families liv – husk på det. 

mor-sociale-medier

Jeg er medlem af diverse terminsgrupper på facebook. Det har jeg været siden jeg blev gravid med J i 2014. Nogen grupper er super gode og her kan vi hjælpe hinanden, mens der i andre grupper ofte opstår nærmest skænderier og sure miner. Selvfølgelig gør der det – i nogle grupper er der samlet op mod 1000 kvinder med hver deres måde at være mor på.

Generelt er der flere ting der kan få mødre op I det røde felt. Nogle eksempler jeg har set, kan fx være at man gerne vil stoppe med at amme sit barn, at man starter med at give grød når baby er 4 måneder, eller at man gerne vil have baby på eget værelse så hurtigt som muligt.

Jeg tror at vi alle skal huske på at alle mødre vil det bedste for deres børn. Folk gør det de selv er overbevist om er det rigtige for deres familie, og hvem er vi til at sige dem imod? Vi kender dem ikke, vi ser et kort sekund af deres hverdag i en facebookopdatering.

Når det så er sagt, så skal vi også huske at man lynhurtigt kan blive misforstået når man skriver til hinanden i stedet for at snakke sammen face-to-face. En mor der måske bare vil oplyse om at Sundhedsstyrelsens anbefaling hedder udelukkende amning eller modermælkserstatning indtil barnet er 6 måneder, kan hurtigt komme til at virke bedrevidende og nedladende.

Jeg vil våge at påstå at over 50% af hvad der bliver skrevet på disse sider, ville man aldrig sige til en person man stod og snakkede med ansigt til ansigt. Jeg må ærligt indrømme at jeg også er kommet til at skrive ting der unødvendigt har bidraget til en sådan debat, det er så nemt at gemme sig bag skærmen med sine perfekte holdninger.

Som nybagt mor er der masser af følelser og hormoner der raser i kroppen, og det kan også være medvirkende til at et ellers simpelt og relevant spørgsmål fra en usikker mor, kan blive til en ophedet debat på de sociale medier. Men skulle vi ikke alle lige lære at træde et skridt tilbage og tænke før vi “taler”.

Måske skulle vi alle stoppe op og tænke os om inden vi trykker enter. “Er mit svar brugbart og relevant?”, “Kan jeg blive misforstået?”, “Ville jeg selv blive glad for at få det svar?” og sidst men ikke mindst “Ville jeg sige det til personen hvis vi stod overfor hinanden?”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *