Græder din baby flere timer om dagen, og er det svært at trøste og få din baby til at slappe af igen? Så overvejer du måske om din baby har kolik? Jeg har været der.. Da Ellen var baby græd hun især om aftenen i mange timer i streg.

kolik

Det er hårdt, uoverskueligt og yderst trættende at være mor (og far) til et kolikbarn.  Din søde baby, kan om aftenen forvandle sig til et skrigende lille monster, og det var for mig rigtig svært at rumme. Det var svært fordi, jeg er moderen! Hvis jeg ikke kan trøste mit eget barn, så er jeg vel ikke nogen særligt god mor? Jeg havde mange dårlige tanker om mig selv, før jeg indså at det måske ikke var mig der var problemet, og at vi måtte have noget hjælp udefra til at løse denne situation.

Jeg vil i dette indlæg dele mine erfaringer med dig, hvis dette indlæg kan hjælpe bare en mor til et kolikbarn, så vil jeg blive rigtig rigtig glad!

Hvad er kolik

Egentlig er der en del tvivl og uenighed om hvad kolik egentlig er, men de fleste er enige om, at det skyldes en irritation eller et problem i barnets mave- og tarmregion. Der er umiddelbart ingen forskel på amme- og flaskebabyer i forhold til forekomsterne af kolik.

Symptomer på kolik

Hvordan ved du så om din baby har kolik? Det er faktisk rigtig svært at definere, typisk vil din læge høre dig fortælle om dit barns symptomer, og danne en konklusion herudfra. Man siger generelt at kolikbørn, er babyer der græder mere end 3 timer på en dag i min. 3 dage om ugen. 10-15% af alle babyer vurderes at have kolik når de er mellem 0 og 3 måneder.

Derudover er barnet ofte utrøstelig, og kan også vise symptomer på ondt i maven. Han/hun trækker måske benene op, eller spænder helt op i kroppen. Kolikbørn græder oftest mest sidst på dagen eller om aftenen, men det kan altså forekomme hele døgnet.

Det kan være en god ide, at tage til lægen hvis din baby græder meget for at få tjekket op på om alt andet er i orden før at du konkluderer om dit barn har kolik.

Behandling af kolik / Lindring af symptomer

Min personlige erfaring er, at symptomerne kan lindres en hel del, og faktisk endte de med helt at forsvinde efter masser af nærhed og zoneterapi. Her er vores erfaringer til hvad der virker i forhold til lindring af kolik hos babyer.

Amning og ro

Nu kan jeg kun tale for mig selv, for jeg har altid ammet Ellen, og her hjalp det altså rigtig meget af afsætte hele aftenen til amning. Hun græd ofte meget om aftenen, og derfor var aftenen ofte dedikeret til at sidde i sofaen og “være klar” når Tullen var sulten eller havde brug for ro og nærhed.

Vikle

Vi har altid viklet Ellen, helt fra hun var helt lille. Det er en fantastisk måde, til at have hænderne fri til større børn og andre opgaver samtidig med at man kan give sin baby ro, afskærmning og nærhed. Jeg vil anbefale en strækvikle i starten når baby er helt lille, men når din baby bliver tungere, vil det være en god ide at gå over til en fastvikle.

Har din baby svært ved at sove, så læs om vores erfaringer med Tyndeposen her

Varme på maven

Dette tip har vi brugt på både Johannes og Ellen hver gang der har været maveproblemer. Det er nemt, og du skal kun bruge et viskestykke og en mikroovn. Læg viskestykket i mikroovnen og giv det 1-2 min indtil det er dejlig lunt. Læg det på babys mave, og kombiner det evt. med lidt cyklebevægelser/blid massage. Det hjælper virkelig godt!

Zoneterapi

Det bedste råd jeg fik da Ellen havde kolik, og jeg var helt ude i tovene, var at prøve zoneterapi. Det var min gode veninde der foreslog det, og faktisk så synes jeg det lød totalt skørt og hippieagtigt, men jeg fik en tid fordi jeg stolede så meget på min veninde. Heldigvis! For hold da op hvor var det effektivt!

Der var en helt åbenlys effekt hver gang vi var afsted til zoneterapeuten – ja helt kort fortalt så sked hun virkelig igennem hver gang vi var der, når hun trykkede hende under fødderne! Så noget kunne hun altså! Zoneterapeuten sagde til mig første gang vi besøgte hende “Ellen har nogle ubalancer i tarmregionen, der gør at hun har ondt i maven. Kom her 4 gange, og herefter vil hun have det godt i maven igen” .. Tja.. Hvad tænkte jeg? Du er skør? Men jeg gav hende en chance, og hun havde fuldstændig ret. Efter 4 besøg var alle koliksymptomerne væk og vi havde vores glade pige tilbage. WOW! Jeg vil anbefale alle forældre med kolikbørn at prøve zoneterapi, det var virkelig guld værd for os!

Husk at spørg om hjælp

Når man står midt i det, baby skriger og du bliver mere og mere frustreret, så føler man sig magtesløs og mildest talt uduelig. Man kan ikke trøste sin baby, og det er SÅ svært!

Derfor er det super vigtigt at huske at spørge om hjælp. Har du en partner så sørg for at I hjælpes ad og afløser hinanden når man føler at det hele er ved at ramle sammen for en. Derudover kan det være en god ide at spørge familie eller venner om hjælp til aflastning. Få en bedsteforældre til at tage en tur med barnevognen eller lege med den lille mens du får et dejligt bad og et pusterum. Det er så vigtigt for ikke at miste besindelsen.

Og så er det vigtigt at huske på, at det går over igen! Snart har du glemt det hele!

Jeg håber du kunne bruge mine tips til at komme nemmere igennem nogle hårde måneder med kolik. Jeg har selv været der.. Det er opslidende og hårdt for hele familien at have en kolikbaby. Men det varer ikke evigt, og snart vil du have glemt det hele igen. Pas på dig selv og gør hvad du kan for at få små pusterum i hverdagen. Husk du gør det bedste du kan – DU ER EN GOD MOR!

Har du en baby med kolik? Del dine erfaringer og tips til andre mødre i en kommentar herunder!

3 thoughts on “Hjælp min baby har kolik – Erfaringer og hjælp til dig med et kolikbarn!”

  1. Åh ja, det er frygteligt når man ikke føler man kan gøre noget for at trøste sit barn! Kiropraktisk behandling kan også være rigtig effektivt til “kolik-børn”. En mærkelig diagnose, for den dækker jo bare over at baby græder meget og siger intet om årsagen. Men der kan altså være en fysisk årsag og her kan en babykiropraktor være til rigtig god hjælp. Og ellers så er viklen klart mit bedste tip, det hjælper på fordøjelsen at blive båret mave mod mave og det giver tryghed og ro på nervesystemet 🙂

    1. Hej Katrine
      Tak fordi du deler dine tips! Viklen har også været min redning igennem de første måneder med Ellen. Det virker altså bare super godt!

  2. Vi havde også en eget skrigende baby, med vores den ældste. Man føler sig virkelig magtesløs…
    Med vores datter viste det sig, at hendes skrigeri skyldtes låsninger i nakken, som blev afhjulpet af én enkelt gang hos en kraniosakral terapeut. Vi var meget overraskede og imponeret over den store forandring vi kunne mærke på hende efter denne ene behandling 🙂
    Så det er helt klar noget jeg også kan anbefale at tage til med sin baby, for at få eventuelle spændinger løsnet op.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *