Der har været stille på bloggen de seneste dage – vi har nemlig holdt ferie. Vi har været en tur i Norge for at besøge børnenes lille nye kusine, en tur som vi har set frem til længe før hun overhovedet blev født.

Vi sejlede fra Hirtshals til Stavanger, og sov på færgen. Det var et stort hit hos Johannes der synes det var mega sejt at vi skulle sove på “kæmpe stor skib”. Johannes sov i en seng med far, mens Ellen og jeg sov i den anden. Da vi først kom ombord kl. 20 var der ikke meget tid til at se skibet, men Johannes fik dog lige mulighed for en hurtig runde på båden.

IMG_0952

På turen hjem var far og Johannes lige forbi børnerummet med rutsjebane og boldbassin. Det blev en lidt kort fornøjelse. Johannes var lidt genert da der var en lidt større pige også. Hun ville dog gerne hjælpe ham med at rutsje, men da han pludselig står stille og råber “jeg skider” så blev hun lidt stille. Haha, altså han er da i hvert fald lige frem, vi må håbe han bliver lidt bedre til at tale med pigerne med tiden.

Heldigvis havde vi lige fyldt bilen med billige bleer i Norge – ja faktisk tømte vi en Rema 1000 for str. 5 bleer – for med to børn går der altså lidt bleer til. Mens vi var i Norge fandt vi ud af at Rema 1000 havde bleer til under halv pris af hvad de koster i Danmark. Så vi fyldte bilen helt op med alle de bleer vi havde plads til. Ja vist – folk kiggede lidt da vi åbnede bagagerummet på færgen, og det væltede ud med bleer. Og kassedamen i Rema grinede da også lidt da vi kom tilbage 2. gang efter flere bleer, da vi lige havde været inde efter 14 pakker – Der var jo lige plads til lidt flere i bilen. Men hurra for billige bleer, og hurra for at vi har sparet 30 kr. pr pakke – Vi har vist nok til 6 måneder nu. Så husk hvis I skal til Norge, så har Rema 1000 billige bleer 😀

IMG_0956

Forresten så havde vi en helt fantastisk tur, Johannes havde det så sjovt og det var så dejligt at se min søster og hendes skønne lille familie. Jeg håber vi snart kan komme op til dem igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *