J er jo som I nok ved meldt ud af vuggestuen her til den 1. oktober. Så det her er den sidste uge, hvor han har en plads. Han har det sidste stykke tid været i vuggestuen nogle gange om ugen for at lege med de andre børn nogle timer om formiddagen. Jeg har så hentet ham til middag, og han har sovet lur herhjemme. Det har fungeret rigtig fint, og i morges ville han også gerne afsted.
Han havde sovet dårligt, og jeg kunne godt se han ikke var helt på toppen, men jeg kørte over med ham for at han kunne lege lidt. Jeg sagde til pædagogen at de endelig bare måtte ringe hvis han blev ked af det eller tidligt træt. Da jeg skal til at gå ud af døren begynder han at græde – virkelig tudbrøle og råbe Moooooar. Han plejer aldrig at være ked af det tværtimod plejer han at vinke og råbe forvel til mig. Jeg går selvfølgelig ind og tager ham op igen, og holder om ham og så bliver han glad igen.
Pædagogen kommer og vil vinke i vinduet med ham, men endnu en gang bliver han ked af det og vil hellere over til mig. Pædagogen siger jeg bare skal skynde mig og køre, og så bliver han glad igen. Jeg ved godt at han selvfølgelig bliver hurtigt glad igen hvis jeg bare kører, og han ville sikkert have leget og hygget sig nogle timer, men det kunne jeg altså ikke. Jeg kunne ikke bare lukke døren og gå fra mit dybt ulykkelige barn.
Hvis jeg havde gået på arbejde havde jeg været nød til at køre, men hvor er jeg glad for jeg bare kunne kramme og kysse min dreng, og tage ham med hjem igen. Vi kørte til bageren og købte pølsehorn, og har bare hygget hele formiddagen herhjemme. Jeg er så taknemmelig for at han ikke var nød til at blive i vuggestuen, og at jeg ikke var nød til at ignorere hans følelser og køre fra ham.
Kald mig bare pylremor..
Som vuggestue pædagog oplever jeg tit at børnene bliver kede af det og som pædagog tager jeg det ansvar det er at sætte ord på deres følelse om at det er møg svært når mor og far går og at det er okay at blive ked af det.
Dertil vil jeg så sige, at jeg tror der er mange forældre der ville ønske at gøre det du gør, men som føler sig nødt til at gå på arbejde.
Selv om det vil koste mig mit arbejde i vuggestue, så tror jeg ærligt talt at de fleste børn ville være bedre tjent med at gå de første 2 år af deres liv hjemme. Jeg elsker mit job og jeg krammer og nusser om børnene alt det jeg kan, men jeg er ikke deres mor. Små børn burde have mere ro på i de år hvor deres hjerne skal udvikle sig helt vildt.
Hej Sissel
Ja desværre er det nok noget man ikke kommer uden om når man har børn i institution. Og så kan vi ikke gøre andet end at sætte vores lid til at pædagogerne gør det bedste de kan for at hjælpe vores børn.
Jeg ser det virkelig som et privilegium at kunne have mine børn hjemme ved mig, men når det så er sagt, så har jeg faktisk aldrig troet at det var muligt. Jeg har aldrig set det som en mulighed “bare” at gå hjemme. Men jeg har lært at det kan man ofte godt. Mangle forældre vælger at gå hjemme med deres børn en periode, og finansierer det på den ene eller den anden måde. Ofte er der en løsning hvis man tænker lidt anderledes.
Jeg er helt enig, jeg tror også små børn har bedst af at være med deres forældre. Både fordi de er de primære omsorgspersoner, men også fordi der er bedre tid til det enkelte barn. Jeg kan se en hel vild forandring siden J er taget ud af vuggestuen og er kommet hjem. Så er slet ikke i tvivl om at det var den rigtige beslutning.
Tak for din kommentar og hvor er det dejligt med en pædagog der krammer og nusser om børnene. Små børn har brug for nærhed, så forstår ikke helt den forskrækkelse for nærkontakt der bliver snakket så meget om i medierne.