Jeg har længe døjet med fedtet hår, sådan som i jeg vaskede hår i morges, men her kl 16 er mit hår allerede fedtet og totalt klasket sammen. Det er mega irriterende, og hvis du har det på sammen måde, så ved du hvor træls det er! Jeg kan læse mig frem til at det er typisk for fint skandinavisk hår og hud – yay!

Nå men jeg har arbejdet på at finde en løsning i noget tid nu. Jeg har læst og læst, og testet forskellige løsninger. Faktisk har jeg fået det allerbedste råd ovre hos min Bloggerkollega Rikke, nemlig at skifte shampooen ud med Rasul-ler. Ja det lyder skørt og hippie-agtigt, men det virker sq bare!

Jeg har nu ikke vasket hår i shampoo i over 1,5 måneder, og indtil nu er jeg begejstret. Ud over at mit hår fedter mindre, så er det blevet mindre elektrisk, hvilket ellers tidligere har været et kæmpe problem for mig her om vinteren.

fedtet hår

Hvad er fedtet hår

Fedtet hår er faktisk ikke noget udefrakommende skidt der sætter sig i håret, men det er din egen hovedbund der producerer talg. Hvis du hurtigt får fedtet hår, så skyldes det at du har gang i en overproduktion af talg igennem talgkirtlerne der sidder i hovedbunden. Når du har for meget fedt i hovedbunden, vil det spredes til håret, som vil se fedtet ud.

Årsager til fedtet hår

Der kan være flere årsager til at dit hår bliver hurtigt fedtet. Grunden til at mit gør (gjorde) er simpelthen at jeg har vasket det alt for ofte. Jeg vaskede, indtil for 1,5 måned siden, mit hår med shampoo hver dag. Den slags hyppige hårvask har hovedbunden slet ikke godt af, og det resulterer i en overproduktion af talg, og dermed fedtet hår.

Fedtet hår kan også skyldes dårlige madvaner. Ligesom med uren hud, kan hovedbunden producere ekstra fedt hvis du lever ekstremt usundt og ikke spiser sundt og varieret nok.

Sidst men ikke mindst, kan fedtet hår været forårsaget af hormonelle ændringer. Du kan altså opleve ekstremt fedtet hår under graviditet, amning og pga. stress. Alle hormonelle ændringer kan vise sig som fedtet hår.

Hvad gør man ved fedtet hår?

Men hvad kan jeg så gøre for at undgå fedtet hår? Jeg har søgt og afprøvet mange forskellige ting, og her er de råd jeg vil give videre til dig der gerne vil slippe af med fedtet hår. Det er råd som jeg selv prøver at efterleve, og jeg har allerede set en markant forbedring på mit hår.

Gode råd til at undgå fedtet hår

Spis sundt og undgå stress

Spis sundt og varieret kost med masser af vitaminer. Suppler gerne med en multivitaminpille, for at være sikker på, at du får dækket dit vitaminbehov. Spis gerne lidt ekstra grøntsager, og hold lidt igen med sukker og kulhydrater generelt.

Læs også: Fra Sofamor til Sundhedsmor? – Tid til Sundhedsboost!

Skær ned på hårvaskene, 1-2 gang ugentligt er optimalt

Det kan være lidt en kamp at komme ud af de dårlige vaner med hyppig hårvask, men det er så meget bedre når du er ude på den anden side. Tro mig – jeg tog en kold tyrker med hårvasken, og er nu nede på at vaske hår hver 3. dag, jeg vil gerne endnu længere ned. Det er helt vildt en forandring jeg har set efter jeg er stoppet med at vaske hår hver dag.

Undgå at røre ved dit hår

Hvis du har tendens til fedtet hår, så lad være med at røre ved dit hår hele tiden. Vi har masser af skidt og fedt på fingrene, som vi ikke vil have i håret. Det samme gælder børnenes fingrer! Derudover så fordeler du fedtet fra hovedbunden ud i håret, og dermed kommer det hurtigt til at se fedtet ud, hvis du kører fingrene igennem håret ofte.

Skift pudebetræk ugentligt

Denne er vigtigt! Der sidder så meget skidt i dit pudebetræk fra huden allerede efter en uge, så derfor bør du skifte det ofte. Når vi sover udskiller huden en del sved og andre affaldsstoffer, som kan gøre håret mere fedtet om natten.

Vask ikke håret i shampoo

Overvej om du helt bør droppe shampooen til hårvask. Der findes andre glimrende og mere naturlige alternativer. Shampoo stimulerer hovedbundens talgproduktion, og giver altså mere fedtet hår. Derudover indeholder det tit andre knap så naturlige ingredienser. Jeg har valgt at skifte shampooen ud med rasul-ler, som er fremragende til at vaske håret (og kroppen) i.

Undgå balsam i hovedbunden

Hvis du bruger balsam så lad være med at komme balsammen helt op i hovedbunden. Balsam skal kun i spidserne af håret. Hvis du bruger det i hovedbunden, kan det bidrage til mere fedtet hår.

Vask ikke håret i varmt vand

Varmt vand stimulerer også hovedbundens produktion af talg, og giver dermed fedtet hår. Derfor er det en god ide at vaske håret i lunkent vand.

Lad håret lufttørre når det er muligt

En hårtørrer gør ikke noget godt for dit hår! Den slider på det, og kan få det til at fedte endnu mere. Så undgå at bruge den hvis det ikke er strengt nødvendigt.

Lad være med at børste håret mere end højest nødvendigt

Når du børster dit hår, fordeler du hovedbundens fedt ud i håret, og det gør at håret hurtigere ser fedtet ud. Lad være med at børste dit hår flere gange om dagen, og find kun børsten frem når det er nødvendigt, og ikke af vane.

Nu er det din tur! Døjer du også med fedtet hår? Smid en kommentar herunder og giv mig dine bedste tips til at slippe af med fedtet hår. 

13 thoughts on “Undgå fedtet hår uden at bruge shampoo”

      1. Natron kan være udtørrende, så det anbefales også, at det ikke bruges jævnligt. Men jeg bruger det også selv ind imellem, hvis jeg føler de olier jeg bruger i håret, ikke bliver vasket godt nok ud med rassul.

        1. Ok ? Tak for det Rikke ? Jeg synes rasul er tilstrækkeligt, men jeg bruger heller ingen produkter i mit hår ?

  1. Spændende indlæg. Det er sjovt, at mange af de gode råd du nævner i artiklen, kendte jeg i forvejen, men havde aldrig tænkt på at give dem videre til andre. Troede det var noget alle vidste. Med indlægget fik jeg øjnene op for, at det er vigtigt ikke at tro at alle ved det samme som en selv. Og den indsigt kan jo bruges på at skabe nyt indhold på alle mulige andre slags blogs ??

    1. Ja man skal passe på med at antage at alle ved det samme som en selv. Og heldigvis for det, ellers var vi jo arbejdsløse 😉

  2. Jeg døjer også med klasket hår. I perioder bruger jeg tørshampo, men det giver kløe i hovedbunden. Det er vist ikke så sundt. Jeg må prøve det der rasul ler.

  3. Imponeret over dit store arbejde med artiklen, der kommer langt omkring og dækker emnet fra mange vinkler. Tak for din research. Shampoo har jeg droppet for længst da det giver mig tør hovedbund, skæl, kløe og ja indeholder en masse syntetiske stoffer der næppe er særligt sundt på den lange bane. I dag holder jeg mig til den naturlig shampoo rasul ler eller rasul shampoo som det også kaldes, da det får mit hår til at føles dejligt, giver bedre samvittighed ift naturen og har en neutral pH-værdi. https://castorolie.dk/naturlig-shampoo har også skrevet en god artikel om emnet, der netop belyser problematikken med stoffer som sulfater, SLS. Det er en øjenåbner. Igen tak for endnu en god artikel Tina. Vh Mille

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *