Lille E er blevet 6 måneder her den 22. november. Derfor er vi så småt startet med den første mad. Vi gør det denne gang en lille smule anderledes end vi gjorde med J. Nu har vi jo prøvet det før, og er heldigvis blevet nogle erfaringer rigere.
Dengang J skulle starte med mad, vidste vi ikke rigtig hvad det hele gik ud på, så vi lyttede selvfølgelig meget efter vores sundhedsplejerske og hvad vi kunne læse i anbefalingerne. Vi er så heldige at have fået den samme sundhedsplejerske igen, og hun er bare så god. Vi har haft besøg af hende og snakke om mad til lille E for nogle uger siden.
J startede med grød og mos da han var ca. 5,5 måneder. Med E har vi valgt at vente med at starte til hun nåede 6 måneder, både fordi hun stadig klarer sig rigtig godt med amning, og så virker hun bare ikke helt så klar som J gjorde den gang.
Nu har vi ramt de 6 måneder, og er så småt startet op med små smagsprøver. Hun elsker at få lov til at sidde med maden selv, og det får hun lov til så meget som muligt. Bl.a. er hun rigtig glad for kogte grøntsager, fx gulerødder, broccoli osv. Når hun smager kød og fisk giver vi hende det i små bidder.
Vi har også prøvet at tilbyde hende lidt små smagsprøver på skemad, bl.a. har hun fået tynd havregrød og lidt kartoffelmos. Kartoffelmosen var dog for hård mod hendes lille mave, og hun har haft ondt i maven i flere dage. Så nu holder vi os til modermælk i nogle dage til maven er på plads igen. Så starter vi nok op med lidt majsgrød, der ikke er så hårdt for maven.
E har ikke været så specielt glad for det grød og mos hun har fået tilbudt. J elskede det fra første ske, og spiste en helt portion med det samme. Men jeg er ikke så bekymret for hende. Så længe hun er glad for “rigtig mad”, så skal det nok gå.
Hun bliver jo stadig mættet rigtig fint ved amning, så at hun ikke rigtig gider grød endnu betyder ikke noget. E vokser og stortrives, og jeg forstår da faktisk godt at hun hellere vil spise lækre grøntsager og kød end at spise kedelig grød. Det havde jeg da også selv valgt – hun passer perfekt ind i vores familie.
Hun følger godt i hendes storebrors fodspor. Da han var på hendes alder – måske lidt ældre – var vi ude og spise, og havde medbragt et glas babymad til ham. Det ville han bestemt ikke have, men spiste glædeligt halvdelen af fars hakkebøf i stedet. Mon madglæde ligger i generne?