1 time.. så lang tid har jeg vandret rundt med Johannes i barnevognen for at få ham til at sove. Uden held. Han er så pokkers stædig og kombineret med det her forbandede sommertid, så gør det at han i hvert fald ikke vil sove middagslur.
Han er så træt, han har hængt i sofaen fra kl 11, så jeg tænkte at det ville være en smal sag at få ham til at sove. Lillesøster op på maven i viklen, Johannes i barnevognen og afsted det gik.
Han lukkede hurtigt øjnene, men hver gang der var den mindste lyd var han der: “Hva det mor?”. Hvis han hørte en bil, en fugl eller jeg bare kom til at sparke til en lille sten, så var han der med det samme. Suk..
Vi gik hjem igen, for Ellen var også klar til at komme i barnevognen. Ellen blev puttet og faldt hurtigt i søvn, Johannes sov stadig ikke. Så vi gik en tur i haven. Eller nærmere et halvt marathon – Han ville bare ikke sove. Han lå der med bitte små øjne. Endelig lukkede øjnene sig, jeg trillede ham stille op på terrassen, slap barnevognen og listede hen mod terrassedøren – “Mooooar..”. “Ja Johannes”.. “Op i stuen, se Biler”.. Suk.. Selvom jeg også er stædig, måtte jeg erkende mit nederlag, tage drengen op, og plante ham i sofaen foran fjernsynet.
Så nu sidder jeg her med våde strømper, en oppløjet græsplæne udenfor døren og en lille træt dreng i mine arme med Teletubies kørende i flimmeren. Jeg må indrømme at jeg var rimelig irritabel mens seancen stod på, mest fordi jeg ved at han havde så meget brug for den lur. Han ville have haft en meget bedre eftermiddag hvis han lige fik sig en lur.
Men når det nu skal være, så er det også dejligt at ligge og putte på sofaen med dynen. Og når Johannes så putter sig ind til mig og siger “Elsker dig mor”, så smelter ens hjerte da ❤️