Overskriften siger vist det meste.. Vi er trætte, udkørte og det man kan kalde virkelig smadrede. Overskudet er forsvundet og vi er blevet nogle af de forældre vi aldrig regnede med at vi skulle være. Når børnene endelig sover falder vi udmattede om på sofaen, og glemmer helt at snakke med hinanden.
Vi mangler søvn, og vi mangler tid til at lade op og stresse af. Aftenen er blevet noget vi ser frem mod med frygt. Vi ved at vi kommer til at kæmpe en brag kamp for at få J til at sove. Vi ved det kommer til at tage mange timer, og at når han endelig sover så er vi mentalt og fysisk udkørte.
Før jeg fødte J sov jeg rigtig dårligt, jeg havde ondt over alt, og kunne ikke ligge ordenligt pga. den store mave. På dette tidspunkt følte jeg at jeg var ved at gå til af træthed. Jeg ville bare sove og sove, og troede ikke det var muligt at være så træt
Så fødte jeg J, og med ham blev nattesøvnen selvklart også kortere. Han blev ammet et antal gange om natten, og nu følte jeg virkelig at trætheden havde overmandet mig. Nu kunne jeg da umuligt blive mere træt og stadig hænge sammen.
Lillesøster E kom, J sov stadig ikke igennem, og med E’s hyppige amninger og tryghedssøgende adfærd både nat og dag blev det til stadig mindre søvn. Jeg troede ikke det var muligt. Nu måtte det da snart blive bedre.
Men nej.. E er nu 7 måneder og J er 2 år her den 29. december. Han sover dårligt om natten med mange opvågninger og er næsten umuligt at få til at falde i søvn om aftenen. Putteseancen tager normalt 2-3 timer fra vi starter til han sover.
Det er opslidende og hårdt for os forældre, men mest af alt er det synd for J. Synd at han ikke kan finde ro om aftenen, og få den søvn der er så nødvendig for ham. Og så er det synd for ham er vi er så udkørte, at vi kommer til et vrisse af hinanden og lynhurtigt er oppe i det røde felt.
Det er hårdt med dårlig nattesøvn for både J og os. Vi er alle oppe mange gange om natten, og vi er pressede. Vi har snakket med sundhedsplejersken og prøvet med forskellige hjælpemidler, uden de store resultater.
Det er ingen hemmelighed at vi ikke føler os som de bedste forældre lige for tiden. Vi føler ikke at vi kan opfylde J’s behov, for der må jo være noget vi gør forkert siden han ikke vil sove. Åh jeg håber snart det vender…