Vi havde mange tanker om det her med at få børn så tæt på hinanden. Fordele og ulemper – ting vi glædede os til og ting vi var bekymrede for.
Du kan læse mere om mine tanker under graviditeten med Ellen her
Og hvordan har de første 9 måneder som mor til pseudotvillinger så været?
Livet med de 2 guldklumper har de sidste 9 måneder været helt fantastisk. Men lige så fantastisk det har været, mindst lige så hårdt har det været. For hold da op hvor er det hårdt at have sådan et sæt pseudotvillinger – hårdere end jeg kunne have forestillet mig inden Ellen blev født.
For realiteten er jo at de begge to stadig er meget små, og har brug for meget hjælp hele tiden. Samtidig med dét, er der 17 måneders forskel på dem, og de har vidt forskellige behov i dagligdagen. Det var især tydeligt da Ellen var helt ville, og havde mest brug for at ligge ved brystet det meste af dagen, mens Johannes var fuld af krudt og havde brug for at komme ud og lege og lave en masse aktiviteter. Det er 2 vidt forskellige behov, der kan være svære at kombinere som mor i en hverdag. Her har jeg brugt vikler rigtig meget, så jeg kunne bære Ellen tæt ind til mig og give hende tryghed, samtidig med at jeg kunne lege med Johannes.
Johannes har altid været glad for sin lillesøster, og han har lige fra hun var lille ville kysse og kramme hende, og selvom man længe har kunne se de er glade for hinanden, kan man ikke sige at de rigtig har haft glæde af hinanden før nu.
Nu er Ellen næsten 10 måneder, og hun kravler rundt og rejser sig op, så nu begynder de at kunne have glæde af hinanden på en helt anden måde. De kan nu begynde at lege lidt sammen – simple lege som at flå alle bøgerne ud af bogreolen eller tømme alt legetøjet ud på gulvet. Heldigvis er de enige om hvad der er sjovt at lege, og det er ofte noget mor synes er knap så sjovt.
Det betyder også at der er lidt mere frihed for mor til lige at få startet opvaskemaskinen eller lægge vasketøj sammen mens de leger på gulvet. Jeg elsker at de kan begynde at lege lidt sammen, og jeg elsker at se at Johannes virkelig har taget storebror-rollen til sig. Han holder øje med Ellen og han stopper hende hvis hun laver ting man ikke må. For eksempel hvis hun tager fjernbetjeningen eller piller ved noget han mener kan være farligt.
Bagsiden af medaljen er jo så at vi virkelig har hænderne fulde det meste af tiden. Da vi kun havde Johannes kunne vi skiftes til at sove om natten, men nu har vi to børn der stadig vågner flere gange om natten, og søvnkontoen er ved at være tom. Vi er trætte og det er svært at få hvilet ordenligt ud og komme ovenpå igen. Men det glemmer man heldigvis lidt når man kigger på de to små mennesker vi har skabt, det er jo helt fantastisk. Så må vi bare holde ud og vente på de bliver teenagere så vi kan få noget søvn igen.