De 3 ord beskriver vist min start på dagen meget godt. Jeg var ret træt i morges, da Ellen er vildt snottet og har været oppe meget af natten. Så morgenen kørte lidt på rutine.. Rene bleer, tøj på, morgenmad.. 

Hvorfor er det altid når man har sådan nogle morgener hvor man helst ville blive i sengen, at tingene bare ikke lige helt går som man ønskede.

Jeg lavede morgenmad til de meget utålmodige børn (havrefras med mælk til Johannes og havregrød med banan til Ellen). Som de artige børn de er, spiser de så fint – Ellens grød har jeg fyldt på pose, så hun selv kan spise det.

Jeg render stadig rundt i morgenkåbe og med fedtet hår, så jeg tænker jeg lige kan nå at komme i noget tøj og vaske mig lidt inden dagen for alvor går løs, mens de lige spiser færdig. Naivt, ville nogen måske mene, at tro at det ville gå godt.

Jeg springer hurtigt i noget tøj – det må have taget max 30 sekunder. Men på den tid har Ellen nået at tømme alt sin grød ud over sig selv, og ovenikøbet smurt det godt rundt i håret. Mums.. Det bad igår aftes var vist ligegyldigt..

Johannes havde valgt at kaste alle sine havrefras ud på gulvet, hvorefter han sad og plaskede lystigt i mælken med din ske. Øv.. men jeg er da glad for jeg ikke nåede at vaske gulvet igår. Selvom mor synes det er lidt træls lige nu, så kan jeg se at børnene har en fest, Ellen skraldgriner af sin storebror, og man kan se at hans øjne lyser af glæde over at han er så god underholdning.

Jeg får havregrøds-nattøjet af Ellen, og mens jeg ligger på gulvet og samler bløde havrefras op fra gulvet kommer Johannes hele tiden løbende og vil give mig en bussemand. “Se mor, se mor.. Bussemand.. “. Åh hvor får den dreng dog alle de bussemænd fra? Og hvad får ham til at tro at jeg gider have dem. Nå men 100 bussemænd, 13 bløde havrefras og en lorteble senere er vi endelig klar til at gå igang med dagen.

Selvom man går hjemme og har børnene hver morgen, så er hver morgen forskellig.. Heldigvis for det.. Der er også dage hvor det hele bare kører.. Men det sker nu sjældent..

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *