Kender du Legeteket? Hvis ikke, så kommer du til det nu. I dag vil jeg nemlig dele et helt fantastisk tip med jer – om hvor I gratis og nemt kan låne forskelligt legetøj og hjælpemidler til jeres børn. Det kan være relevant både hvis du har hjemmebørn eller dine børn går i institution.

Vi stiftede første gang bekendtskab med Legeteket, da vi stod og skulle finde en kugledyne. Vi havde længe haft store problemer med Johannes’ nattesøvn, og blev anbefalet at prøve en kugledyne, og så var gode råd dyre. For det gik op for os at de da ikke lige var til at betale for en almindelig børnefamilie, og da slet ikke hvis vi ikke vidste om den overhovedet havde indflydelse på hans søvn.

Læs mere om den dårlige nattesøvn her, eller om vores erfaringer med kugledynen her.

Nå men vi var så heldige at vores sundhedsplejerske kendte til Legeteket, og fortalte os om det. På Legeteket kan man nemlig låne masser af hjælpemidler og udviklende legetøj til børn inkl. kugle- og kædedyner. Vi tog derop og fik rigtig god vejledning af personalet – og fik en aftale om at låne en kugledyne i en måned. Desværre blev Johannes aldrig gode venner med dynen, så den blev afleveret igen.

Ud over dyner kan man låne sansestimulerende og udviklende legetøj i alle afskygninger. Vi er blevet så glade for at komme i Legeteket. Børnene elsker det, fordi der er masser af ting at lege med deroppe, og mor elsker det, fordi hun altid kan finde noget nyt og spændende legetøj vi skal prøve. Legeteket er delt op i forskellige afdelinger for eksempel finmotorik, grovmotorik, sprog, farver, tal og meget andet. Man kan derfor nemt finde lige præcis de hjælpemidler der kan hjælpe ens barn i deres udvikling.

IMG_0974 IMG_0978

Herover kan I se det seneste vi har lånt på Legeteket, et sjovt spil der træner finmotorikken.

Vores Legetek ligger i sammenhæng med biblioteket, og man låner bare tingene med sit sygesikringsbevis ligesom på biblioteket (dog er der ting som fx kugledynerne man kun kan låne med vedledning fra personalet). Jeg synes det er et fantastisk tiltag, især for børn der er udfordrere på nogle punkter, eller når ens børn ikke er i institution. Som hjemmemor kan man nemlig godt nogengange mangle forskellige værktøjer eller hjælpemidler, til at sikre at ens børn er “med” udviklingsmæssigt.

De har også meget af det lidt dyrere legetøj, så det er dejligt at man lige kan “afprøve” det en måned, for at se om det er noget barnet gider, inden man går ud og investerer alle børnepengene i noget der bare kommer til at ligge i skabet.

Her kan du se en oversigt over Legetekerne i Danmark

Når vi tager på Legeteket skal vi altid have god tid, for der kommer hurtigt til at gå en time med at kigge på legetøj og lege. Bruger I Legeteket, og hvad synes I om det?

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *