I dag var sidste hverdag med Ellen hjemme på fuldtid og faktisk også sidste dag for Johannes i vuggestuen. Tiden flyver.. Faktisk er børnene blevet meget store på meget kort tid – jeg troede slet ikke denne dag ville komme så hurtigt.
Jeg havde faktisk troet at Ellen ville være hjemme mindst til hun var 2 år, og måske endda til børnehavestart. Men hun er bare så klar til at komme over i vuggestuen og lege med de andre børn. Hun vil ikke med hjem når vi besøger dem, og hun elsker bare at få lov til at blive derovre og lege. Selvom vi idag skulle nyde vores sidste hjemmedag tog det over 1,5 time at aflevere storebror i vuggestuen, fordi Ellen lige skulle lege, og spise formiddagsmad.. og lege lidt mere.
Når folk har spurgt har jeg altid sagt at hun skulle hjemmepasses så længe det gav mening. Og det gør det faktisk ikke mere. Ellen trænger til nye udfordringer og jeg trænger til lidt mere struktur i hverdagen. Og med et voksende arbejdspres er de ekstra arbejdstimer om formiddagen meget velkomne. For planen er at børnene skal afsted i institution om formiddagen, som Johannes også er vandt til, og så henter jeg dem efter frokost så vi kan hygge sammen resten af dagen.
Jeg føler mig meget priviligeret at jeg kan give mine børn det bedste af begge verdener. De får venskaber og sociale relationer med andre børn, blandet med en masse spændende oplevelser i vuggestue og børnehaven, og samtidig kan vi have en masse tid sammen. De kan blive hjemme hvis de er uoplagte eller har en dårlig dag. Vi har muligheden for at tage spontane udflugter eller fridage som vi ønsker det. Jeg tænker tit på hvor heldig jeg er at jeg kan bruge alt den tid med mine børn – det er tid der aldrig kommer igen, og de fleste på arbejdsmarkedet har desværre ikke denne mulighed.