Alle andre har altid så mange gode råd når det kommer til hvordan man skal opdrage sine børn. Jeg er mildest talt ved at være rigtig godt træt af andre folk der selvfølgelig i en god mening prøver at fortælle mig hvordan jeg skal agere i forhold til min tilgang til mine børn. Da jeg blev mor for første gang var jeg usikker på mig selv – denne gang stoler jeg meget mere på mig selv.
Førstegangsmor
Da vi fik J for halvandet år siden, lyttede jeg meget til hvad andre sagde. Jeg havde jo aldrig haft børn før, så andre viste jo sikkert bedre. Det har betydet at jeg egentlig har gjort mange ting som min mavefornemmelse var dybt uenig i.
Jeg fik mange gange fortalt hvor vigtigt det var at han sov selv. Først i sin egen seng og omkring 6 måneder på sit eget værelse. For jeg ville vel ikke have at han skulle blive en morsyg dreng, der ikke kunne noget selv. Derudover var det jo farligt at sove med sine børn i sengen. Så J sov i vuggen ved siden af os, og senere på sit eget værelse. Selvom jeg faktisk helst ville have haft ham tæt på, og var meget utryg ved at lade ham sove på sit eget værelse.
Efter 4-5 måneder startede vi op på grød og mos, selvom fuldamning er anbefalet indtil 6 måneder. Folk synes jo at sådan en stor dreng jo skulle have noget at stå i mod med, og han kunne da ikke have nok i mælk mere. Og gad vide om jeg i det hele taget havde mælk nok. Jeg blev efterhånden overbevist om at jeg nok ikke kunne mætte ham, og vi startede på grød.
Tiden kom hvor min barsel sluttede, og vi skulle bestemme hvordan J skulle bruge sine dagtimer. Min mavefornemmelse sagde mig han skulle være sammen med sine forældre eller nære familie. Jeg var overbevist om at det bedste for ham ville være at jeg selv kunne passe ham hjemme. Jeg overvejede det meget og snakkede med familie og venner om det. Jeg fik utallige gange at vide at børn jo har brug for at blive udfordret og socialiseret, og havde godt af at komme i daginstitution. Så J blev skrevet op, og startede som 10 måneder gammel. Jeg siger jer – den første dag hvor han skulle være der alene var meget hård for mig fordi alle mine instinkter sagde det var helt forkert.
Andengangsmor
Jeg skriver ikke dette for at hænge nogen ud, eller give nogen skylden for mine valg, blot for at understrege hvor usikker jeg var som mor den gang. Denne gang er det helt anderledes. Jeg stoler så meget mere på mig selv og min egen dømmekraft som mor. Jeg ved nu at min mavefornemmelse stort set ikke slår fejl når det gælder mine børn, og derfor er jeg færdig med at basere mine valg på hvad andre synes jeg skal gøre.
Nu tør jeg at være den mor jeg gerne vil være. E sover tæt op ad mig i sengen, hun får lov at amme så længe hun har lyst, og skal blive hjemme så længe det giver mening for os som familie. Jeg forstår nu at så små børn ikke har brug for at blive socialiseret, eller at være væk fra deres forældre i mange timer om dagen. Hun sover gerne sin middagslur på mig eller i viklen på maven, og jeg har ikke travlt med at hun skal lære at sove alene. Mine børn fortjener alt den tryghed og kærlighed de har brug for, og tryghed er netop essentielt i vores måde at være forældre på.
Jeg er stolt af at jeg nu tør tage de rigtige valg for mine børn, og selv vælge hvilke råd jeg vil lytte til fra andre. Jeg tror på at alle forældre ved hvad der er bedst for deres børn, og jeg ville ønske at jeg havde stolet lidt mere på mig selv som mor da jeg fik J.