Her får I første afsnit i den nye tema-serie om at være mor her på bloggen. Igennem de næste uger vil I møde nogle helt fantastiske kvinder, der skriver åbent om det at være mor. De fortæller både om de gode og de svære aspekter der følger med rollen som mor. Jeg håber I synes det er spændende at læse om andres erfaringer som mor – det synes jeg i hvert fald.
Her i første uge møder vi Camilla som er forfatter og mor til en dreng på halvandet år. Hun fortæller om flere ting, jeg som mor også har været igennem. Blandt andet om hvordan man, når man bliver mor, skal “genopfinde” sig selv, og om hvordan man nedprioriterer ting der før var hele ens identitet.
Hvor mange børn har du?
Jeg har et barn – min søn på halvandet år.
Hvor gammel var du da du blev mor første gang?
Jeg var 29 år, da jeg blev mor første gang.
Vil du gerne have flere børn?
Jeg vil rigtig gerne have flere børn. Faktisk har jeg lidt sådan en drøm om en stor, kaotisk familie ligesom den jeg har skrevet om i min bog “Alt om at være pige” (jeg skrev bogen, mens jeg prøvede at blive gravid med min søn – det tog 10 mdr., så jeg nåede at blive ret utålmodig;)). Men alle siger, at når jeg har fået nr. 2 så vil jeg ikke have flere, fordi jeg opdager, hvor hårdt det er. Jeg håber ikke, de får ret 😉
Hvad er dine styrker som mor?
Jeg synes, at jeg er god til at kommunikere med min søn og forstå, hvad han prøver at sige. Jeg elsker, når han forklarer mig et eller andet, som jeg forstår, på trods af at han kun har få ord og tegn endnu. Fx vågnede han for nogle nætter siden grædende og sagde “Gok, gok, gok” og gjorde tegnet for “væk” og “løve”. Og så spurgte jeg, om han drømte, at hønen blev spist af en løve? Jeg ved jo ikke, om det var rigtigt, men jeg blev meget rørt over at han forsøgte at forklare det i hvert fald.
Hvad er dine svagheder som mor?
Jeg vil rigtig gerne gøre tingene efter mit eget hjerte, og ikke på en bestemt måde, som en bog fortæller mig, er korrekt. Men som førstegangsmor kan det godt være svært, synes jeg. Så jeg har læst virkelig mange bøger om, hvordan man er en god mor – føder, ammer, får sit barn til at sove osv. Og fulgt virkelig mange debatter på FB om samme emner. Og det har jeg også lært rigtig meget af, men på et tidspunkt måtte jeg altså sige stop og melde mig ud af en del af FB-debatterne osv. fordi jeg havde brug for at finde ro i, at mit eget instinkt også kunne fortælle mig, hvordan jeg skulle gøre langt hen ad vejen. Det håber jeg i øvrigt bliver nemmere med barn nummer to!
Hvad laver du helst sammen med dine/dit børn?
Nu er min søn jo ikke så gammel endnu. Men noget af det, jeg allerbedst kan lide at lave med ham er at læse bøger. Det elsker han heldigvis også. Om morgenen når vi sommetider at læse ti bøger inden vi overhovedet er stået op! Vores bedste bøger pt er “Kaj er væk”, “Sille er borte”, “Min store pirat-vrimlebog”, “Min store prinsesse-vrimlebog”, “Er det en lort?” og “Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved.” Jeg tager ham med på biblioteket én gang om ugen, hvor vi låner nye bøger (og leger), så vi har altid en masse bøger derhjemme. Derudover kan jeg godt lide at vise ham dyr – at se en kat er en hel event i sig selv 😉
Hvad er det bedste ved at være mor?
Det bedste ved at være mor er helt klart, at der er noget, der er suverænt det vigtigste i mit liv. Da jeg blev mor, måtte jeg på en måde lige genopfinde mig selv, føler jeg. Før hvilede min identitet meget i mit forfatterliv og mit liv med venner og kollegaer, den bog jeg netop var i gang med osv. – men fra det ene øjeblik til det andet, var der et lille, nyt væsen, hvis vigtighed overstrålede alt andet suverænt!
Og ikke nok med, at jeg har fået et nyt, skønt væsen ind i mit liv – jeg synes også jeg lærer mig selv og min kæreste at kende på ny. Ja, faktisk ser jeg hele verden på ny gennem min søns øjne. Hvem havde fx troet, at jeg skulle blive så optaget af den edderkop, der var flyttet ind mellem skurvæggen og min kærestes motorcykel, at jeg hver morgen inden vi går ud ad døren siger: “Skal vi se om edderkoppen er hjemme i dag?” (og at jeg bliver bekymret, hver gang den er væk mere end tre dage …)
Hvad er det sværeste ved at være mor?
Det sværeste ved at være mor er så faktisk nok det samme som det ovenstående. Altså at acceptere, at alt andet altid må komme i 2. række – især arbejde og parforhold, synes jeg er hårdt at nedprioritere. Det tog nok et år at vænne mig til alle de ting, jeg er nødt til at sige fra overfor og alle de behov, jeg er nødt til at udsætte. Men heldigvis er der jo en rigtig god grund til det.
Hvilke værdier vil du gerne give videre til dine børn?
De vigtigste værdier for mig er rummelighed, nysgerrighed, kreativitet og selvværd. Jeg vil hundrede gange hellere have at min søn er nysgerrig, men lidt uartig sommetider, end at han sidder høfligt i et hjørne og er bange for at sige noget som helst. Nu er der jo forskel på børn, og det synes jeg også, man skal acceptere, men jeg vil i hvert fald gerne hjælpe min søn til at være åben og nysgerrig på verden – for det tror jeg også gør én mere rummelig over for andres forskelligheder – og at møde andres forskelligheder kan hjælpe til at styrke kreativitet og opfindsomhed, mener jeg. Jeg bruger i hvert fald meget forskelligheder fra verden omkring mig til at skrive mine børnebøger ud fra!
Hvad ville du gerne have vidst inden du blev mor?
Meget, meget lavpraktisk ville jeg gerne have vidst endnu mere om at amme, inden jeg blev mor. Jeg havde prøvet at sætte mig ind i det (fx læst en bog om emnet), men det kom alligevel bag på mig hvor svært det var – jeg overproducerede totalt, og det gjorde mega ondt og i modsætning til fødslen, der gik super nemt og kontrolleret, så følte jeg mig ret magtesløs i forbindelse med amningen. Heldigvis fik jeg hjælp fra Det Private Barselshotel og Ammenet, så jeg fik styr på amningen og ammede i 14 gode måneder.
Men generelt så tror jeg, at man kan læse og høre en masse om at være mor, men man kan ikke rigtigt forstå følelserne før man selv står midt i det. Og det er måske også ok, at det er sådan.
Hvis du vil lære Camilla bedre at kende kan du læse videre her:
Blog: http://www.camillawandahlblog.dk
Hjemmeside: http://www.camillawandahl.dk
FB: Camilla Wandahl – forfatter
IG: @camillawandahl_books
Fødselsberetning (hjemmefødsel): http://www.smertefrifoedsel.dk/506/camilla-fodselsforberedelse-fodselsberetning