Bloggen har været stille de sidste uger – ikke fordi jeg ikke har haft noget at fortælle Jer – men simpelthen fordi jeg har haft brug for at trække stikket ud og fokusere på min familie. Vi har haft nogle ting vi skulle have rettet op på, og vi har fokuseret på at få vores hverdag til at fungere bedst muligt de sidste par uger.
Det hele er startet for nogle måneder siden, da Johannes startede i børnehave. Han har haft svært ved at finde sin plads, og blive rigtig glad for at være i børnehaven. På trods af korte dage, og max 3-4 dage om ugen har det bare ikke fungeret, og derfor har han været hjemme den sidste måned. Vi har brugt meget tid og mange kræfter på at finde ud af hvad det rigtige at gøre var. Vi har benyttet os af den hjælp vi kunne få hos kommunens PPR-team og har nu endelig fundet en løsning vi alle føler os komfortable med. Johannes skal derfor starte i en ny børnehave efter påske, vi har allerede besøgt den flere gange, og han er rigtig glad for at komme der allerede. Det er en lille naturbørnehave, med fokus på gode oplevelser i naturen og det enkelte barn. Jeg tror det er et helt perfekt sted for Johannes, og min mavefornemmelse er rigtig god.
Læs også: Sidste dag med fuldtidshjemmebørn – og hvad så?
Igennem disse hårde uger har det været svært at samle mine tanker om noget som helt andet end Johannes og vores svære situation. Det har været stressende og det har været svært at få afløb for mine tanker. Derudover har jeg været nød til at lægge størstedelen af min arbejdstid om aftenen når børnene sov, så der har ikke været meget tid til afslapning. To ting der virker rigtig godt på mig mod stress er lange gåture, og yoga. To ting der heller ikke har været meget tid til de sidste uger, men som jeg vil begynde at prioritere at få ind i min hverdag igen og blive bedre til at stresse af.
Yoga laver jeg hjemme på stuegulvet, og gerne 1/2 time midt på dagen. Det giver et dejligt afbræk i dagen, og gør at man lige får ladet batterierne op igen og er klar til 2. etape. Jeg synes at det gode ved yoga er at man kan lave det hvor som helst, og uden at det koster ret meget at komme igang. Jeg vil dog anbefale at man køber en god yogamåtte, foreksempel en fra billig fitness, som er en webshop der sælger fitnessudstyr til rigtig gode priser.
Derudover skal du egentlig bare bruge noget tøj du kan bevæge dig i. Jeg bruger ofte videoer fra YouTube til yoga. Der findes så mange gode kanaler, men denne kvinde er helt klart min yndlings yoga-YouTuber – hun er fantastisk og har et kæmpe udvalg af videoer til alle niveauer.
Hvordan stresser du af i en travl hverdag?