Jeg vil dele 3 apps med Jer, som er virkelig gode at kende når man får en lille ny baby i familien. Man kan selvfølgelig finde 117 forskellige apps, der kan nogle af de samme ting som disse, men de tre her er dem jeg har haft størst glæde af. Jeg har brugt 2 af dem til begge mine børn, mens jeg først har brugt app’en Puslely til lillesøster E.

apps til nybagte forældre

Sleep baby Sleep

Alle nybagte forældre ved at det kan være svært at få baby til at falde til ro nogen gange. Her har E bøvlet med kolik, men selv uden kolik kan app’en være uundværlig. Vi brugte den også til storebror, og hos begge børn har app’en givet sovegaranti de første måneder. Og hvis der er noget man sætter pris på som nybagte forældre, så er det nattesøvn.

App’en er en samling af 6 forskellige lyde man kan afspille for baby. Det er såkaldt White Noise, fx lyden fra en hårtørrer eller en støvsuger. Lille E er vild med tørretumbler-lyden, og vi bruger den stort set hver dag hvis hun er træt og ikke kan finde ro. Som regl sover hun indenfor 5-10 min med lyden. Det er jo dejligt.

Baby Tracker

Som forældre, og særligt som førstegangsforældre bekymrer man sig ofte om mange ting, og det kan være svært at huske det hele. Derfor er denne app helt fantastisk. Den kan simpelthen tracke alt hvad din baby gør og laver. Du kan registrere hvordan baby spiser; fra hvilket bryst du sidst har ammet, hvor længe og om du evt. har malket ud efterfølgende. Derudover kan du tracke bleskift (og bleindhold) og sovetider. Du har så altid et overblik over hvornår baby sidst har spist, hvor mange tunge bleer den har om dagen, og hvor mange timer i døgnet den sover. Det er tit sådanne ting man tænker meget over med det første barn, og her er app’en en stor hjælp. Det kan måske lyde skørt for folk der ikke endnu er forældre – men bare vent I kommer også til at gå op i sådanne ting når der kommer en baby.

Puslely

Denne app er skøn hvis man er en familie der godt kan lide at tage ud, og have baby med. App’en kan fortælle dig hvor de nærmeste puslefaciliteter er, hvor du kan varme en flaske til din baby, og hvilke caféer der er ammevenlige. Den kan være god hvis du fx skal planlægge en shoppetur, og det giver oftest en dejlig rolig tur at vide hvor du kan få skiftet og fodret din baby, hvis behovet pludselig skulle opstå. Du kan også selv gå ind og tilføje babyvenlige steder, og angive hvilke faciliteter der er tilgængelige. Så kan andre brugere få glæde af oplysningerne. Du kan få vist babyvenlige steder på et kort, så du hurtigt kan se hvad der ligger i nærheden af hvor du er lige nu.

Kender du andre must have apps til forældre med små børn, så del dem gerne herunder 🙂

2 thoughts on “3 Must have apps til nybagte forældre”

  1. Hej,

    Jeg synes ikke at jeg kan finde appen Puslely på AppStore – findes den ikke længere? 💁🏼‍♀️

    1. Ja det ser desværre ud til den er udgået. Jeg kan heller ikke søge den frem 🙁
      Jeg kender desværre ikke til alternativer.

      Mvh Tina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *