I dag er jeg så heldig at have besøg her på bloggen! Indlægget herunder er skrevet af Helle fra Hellesimonsen.com – Jeg har mødt Helle online, det er det fantastisk ved denne her blogger-verden. Vi deler mange af de samme værdier, og jeg elsker at følge med hos Helle. Derfor har jeg også spurgt hende om hun ikke havde lyst til at komme her forbi bloggen med hendes synspunkt på det her med at sove sammen med sit barn, som også i tiden bliver kaldt samsovning. Det er der kommet et super godt indlæg ud af, som du kan læse herunder – Først får du en lille præsentation af Helle.
Jeg blogger på Hellesimonsen.com, hvor jeg skriver om Charlies og mit liv. Jeg elsker at dele de tips og tricks og ritualer, der bringer rigtig meget glæde og nærhed ind i vores mor/barn hverdag.
Her kan du læse mit seneste blogindlæg: Boost dit barns selvværd på 30 sekunder
Du kan også følge mig på Facebook eller Instagram
Gæsteblog – Helle Simonsen om samsovning
«Mor, må jeg sove i din seng i nat?» Charlies lyse stemme lyder ude fra badeværelset, ligesom han skal til at børste tænder. Ude i køkkenet smiler jeg for mig selv og svarer ”Ja, min skat”.
Charlie, der nu er 9 år, stiller troligt spørgsmålet hver eneste aften, og mit svar er det samme aften efter aften, ”Ja, min skat”.
Det undrer mig egentlig, at han stadig spørger, men på den anden side, så har mit svar ikke altid været ja. Så der ligger sikkert stadig en snert af tvivl i Charlie, siden han spørger.
For det der med at samsove med sit barn, det har været en svær størrelse for mig.
Jeg har nemlig ikke altid ville have min fantastiske lille dreng hos mig om natten. I rigtig mange år var jeg meget vedholdende og tillod det aldrig.
Og Charlie spurgte efterhånden slet ikke, for han kendte godt svaret.
Allerede da Charlie var 3 uger gammel, sov han på sit eget værelse, og jeg gik ind til ham og ammede og trøstede ham, når han vågnede. Det fungerede også rigtig fint i mange år.
Bøvl og ballade
Jeg tror ikke, at det på nogen måde skadede Charlie, at han altid sov alene på sit eget værelse. Charlies far eller jeg gik altid ind til ham og trøstede ham, hvis han vågnede og var bange eller ked af det.
Da Charlie var 3 år gammel flyttede Charlies far og jeg fra hinanden. Her havde det været oplagt at begynde at putte Charlie i min egen seng, nu var der jo ligesom ekstra meget plads. Men næh nej.
Jeg ville være den stærke mor med styr på tingene i en svær tid, og jeg havde den her mærkelige overbevisning om, at børn skulle sove på deres eget værelse. Hvis Charlie kunne det uden problemer, så var der også en vis sejr i det.
Jeg havde også en idé om, at hvis han sov hos mig, så ville der senere hen følge masser af bøvl og ballede. F.eks. når han skulle lære at sove ude. Det ville sikkert blive meget sværere for ham med hjemve og tårer i lange baner. Og hvad så når jeg engang fik en kæreste igen? Skulle jeg så have aftener med skrig og skrål, fordi Charlie skulle tilbage i egen seng?
Men man har et standpunkt til man tager et andet!
Men i dag sover vi altså sammen i min seng
Jeg ved faktisk ikke hvad vendepunktet blev, men siden Charlie var 5 år begyndte det at blive oftere og oftere. Jeg tror helt grundlæggende, at jeg begyndte at slappe mere af. Jeg stoppede med at være så forhippet og principfast.
Jeg tog lettere på tingene, og sænkede tempoet på hamsterhjulet og mængden af rutiner.
Nu begyndte vi også indimellem at spise foran fjernsynet, komme lidt for sent i skole, tage en pjækkedag og sådan nogle ting som jeg tidligere var alt for fastlåst i mine egne principper til at gøre.
Der er ufattelig mange argumenter for og imod det at sove sammen med sit barn om natten, og det er virkelig et emne, der kan får forældre i tale med høj stemmeføring.
Denne her artikel skildrer ret fint for og imod, men i bund og grund tror jeg, at du som forælder allerbedst kan vurdere om samsovning fungerer hjemme hos jer eller ej.
I dag kan Charlie både sove hos venner uden at få hjemve, og i sin egen seng uden bøvl og ballade når min kæreste rejser over Storebælt og besøger os.
Jeg elsker det!
Som jeg skriver det her, ligger Charlie og sover i min seng. Og jeg elsker det, for den dag hvor han i stedet sover hos en kæreste eller i sin egen lejlighed skal hurtigt nok komme. Der er nemlig en vis sandsynlighed for, at de næste 9 år kommer til at gå omtrent ligeså hurtigt som de første 9.
Så indtil den dag kommer, vil jeg elske spørgsmålet ude fra badeværelset, når han skal børste tænder: «Mor, må jeg sove i din seng i nat?»
Jeg vil slutte med mit yndlingsargument for samsovning: Fordi dyrene gør det.
Hvad gør I hjemme hos jer? Sover i sammen eller ej?
Læg gerne en kommentar herunder og fortæl Helle og mig hvordan I sover Hjemme hos Jer? Bruger i samsovning eller hvad tænker du om samsovning helt generelt?
Vi har altid samsovet, med vores nu 2 årige søn, og det er først indtil for nyligt, at han begyndte at sove i egen seng, i et andet rum. Ganske enkelt fordi han nogle nætter sover bedre alene. Så nu sover han kun med os hvis han vågner (sådan rigtigt) om natten og når han er syg – eller hvis vi bare har lyst til det, alle tre 🙂
Jeg har en idé om at det at give børn den nærvær, samsovning giver, så bliver de tanket op, så de om dagen har bedre forudsætninger for at møde verden omkring sig.
Det bliver dog spændende hvordan det kommer til at blive herhjemme, med samsovning, når lillesøster kommer til marts!
/ sisselsolsort.dk
Det lyder simpelthen som en helt fantastisk start på livet i har givet Jeres søn med samsovningen! Og jeg er helt enig, nærvær og tryghed tanker op! Jeg glæder mig til at høre hvordan det bliver med en lille ny i huset (og sengen)!
Det lyder dejligt og uproblematisk hos jer Sissel:) Tak for kommentar – det er inspirerende at høre den afslappede tilgang. Pøj pøj med lillesøster til marts, det bliver spændende:)
Vi samsover ikke.
Alvin havde kolik og havde vanvittig svært ved at finde ro de første år af hans liv.
Vi forsøgte alt, også at putte ham med os – det forstyrrede ham afsindigt meget, og han var ikke i ro eller fandt glæde ved det. Så retur til egen seng hver gang.
Jeg tror at man skal gøre det man føler i maven. Lytte til sig selv, og barnet, og så gå med den mavefornemmelse. Så simpelt tror jeg at det er.
Ja ! Mavefornemmelse er vigtigt. Johannes sov i en periode heller ikk godt hos os. Tiderne skifter, og det der virker for den ene virker ikke for den anden ? Heldigvis kender vi alle vores børn bedst ❤️
Måske det er lidt sådan en “alenemor” ting. Jeg begyndte i hvert fald også at slappe mere af, være knap så principfast og lade rod være rod, da jeg blev alenemor. Det var som om, at jeg fik mere styr på, hvad der egentlig var vigtigt og hvad der var “skidt pyt”. For man skal vel ikke bare have regler bare for at have regler? Og så lærte jeg i dén grad at hvile meget mere i mig selv og mine valg.
Drengelopper.dk det er helt spot on! Måske du har ret i at det er en “alenemor” ting. Bruddet med Charlies far blev generelt et kæmpe vendepunkt for min personlige udvikling:)
I har helt ret, mavefornemmelsen lyver aldrig! Kunsten er så at tage sig tid til at lytte til den, det var jeg ikke særlig god til engang, men er heldigvis blevet meget bedre!:)
Min søn sover på eget værelse (i sin egen seng) – og han er 2 år. Han har gjort det fra 4 mdrs alderen – og vi har alle sovet bedre siden.
Ofte har jeg faktisk kunne reagere hurtigere end, når han har været i sengen, når han har sovet på eget værelse. Jeg har ofte først registreret, at jeg var hos ham (og hvorfor), når jeg stod derinde.
Det første lange stykke tid, var der ikke engang 1 meter mellem os – men dog en væg.
Jeg er ligeglad med, hvad andre gør. Jeg synes bare ofte, at “sove på eget værelse = lade sit barn græde i søvn”, når folk debattere (og jeg tror, at det er derfor debatten bliver lidt overophedet engang imellem). Min søn har aldrig grædt sig selv i søvn – til gengæld har han sovet igennem fra han var 2 mdr.
Det vigtigste er helt klart at finde det der fungerer for sin egen familie, og det lyder til at I har fundet en måde der bare dur for Jer!